Coronavirus (COVID-19) – praktiske oplysninger

Update 18-03-2021

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

Kiropraktorerne hos Kiropraktorerne Hviid er i forbindelse med udrulningen af vaccinationsprogrammet segmenteret til Gruppe 4, som er alle autoriserede sundhedspersoner i bred forstand, heriblandt kiropraktorer. Pr. 18-03-2021 har kiropraktorerne modtaget deres vaccinationsindsprøjtning.

Vaccinationen får ikke indflydelse på de eksisterende retningslinjer og hygiejnekrav i sundhedsvæsenet, og der bæres fortsat ansigtsværnemiddel for at forebygge risikoen for smitte fra præsymptomatiske og asymptomatiske smittebærere. Du kan læse mere om vores øvrige tiltag længere nede, under overskriften ‘Tiltag for håndtering af COVID-19‘.

Har du spørgsmål, kommentarer eller lignende, henvend dig gerne til receptionen eller ring til os på telefon 86181700.

Med venlig hilsen

Kiropraktorerne Hviid

Update 25-02-2021

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

Regeringen og støttepartierne offentliggjorde onsdag den 24. februar, en genåbningsplan der træder i kraft mandag den 1. marts. Planen har ikke indflydelse på de eksisterende retningslinjer og hygiejnekrav i sundhedsvæsenet, der fortsat gælder.

Med venlig hilsen

Kiropraktorerne Hviid

Update – 16-12-2020

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

Sundhedsvæsnet er fortsat åbent trods genindførslen af særlige restriktioner henover juleperioden. Det er derfor fortsat muligt at gå til kiropraktoren og få behandling. Det gælder også i dagene mellem jul og nytår.

Sundhedsstyrelsen understreger, at det fortsat er muligt at gå til sin kiropraktor, hvis man er behandlingskrævende, og at sundhedspersonale stadig skal tage på arbejde, da de varetager kritiske funktioner.

”I udgangspunktet bliver alle ydelser i sundhedsvæsenet, bortset fra kosmetisk behandling, betragtet som kritiske funktioner. Patienterne vil derfor også stadig kunne modtage behandling i almen praksis, hos tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter mv.”.

For at forhindre smittespredning følger vi Sundhedsstyrelsens anbefalinger nøje. Du kan læse mere, længere nede, under overskriften ‘ Tiltag for håndtering af COVID-19′.

Vi ønsker alle en glædelig og sikker jul med deres nærmeste.

Med venlig hilsen

Carsten Hviid
Indehaver Kiropraktorerne Hviid

Update – 29-09-2020

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

De danske kiropraktor-klinikker har modtaget nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om brugen af værnemidler.

Det sker i forlængelse af et pressemøde den 18. september, hvor Sundhedsministeriet informerede om nye tiltag til håndtering af smittespredning herunder skærpede retningslinjer om brug af værnemidler (mundbind/visir) i sundhedssektoren. I de skærpede retningslinjer anbefales det, at sundhedspersonale og patienter bruger mundbind, når der ikke kan holdes 1 meters afstand.

Som patient hos Kiropraktorerne Hviid Århus betyder det, at alle patienter forventes at bære mundbind, mens man opholder sig i klinikken – dvs. fra man kommer ind af døren til man forlader kiropraktorklinikken. Det samme vil gøre sig gældende for klinikkens kiropraktorer, som alle vil bære mundbind under hele behandlingsforløbet. Eneste undtagelse er klinikkens sekretærer, som til alle tider kan holde den påkrævede afstand, da de befinder sig bag en passende afskærmning. På den måde sikrer og hjælper vi hinanden et trygt og professionelt behandlings- og arbejdsmiljø.

Du kan læse mere om de øvrige forholdsregler, som vi har taget for at forhindre smittespredning længere nede under overskriften ‘Tiltag for håndtering af COVID-19‘.

Desuden har Sundhedsstyrelsen udsendt en pjece om brug af mundbind i det offentlige rum. Pjecen er oversat til flere sprog.

Med venlig hilsen

Carsten Hviid
Indehaver Kiropraktorerne Hviid

Update – 12-08-2020

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

Som følge af det let stigende smittetryk i Midt- og Østjylland, og for at sikre både vores patienter og personale mod den højere smitterisiko, har vi hos Kiropraktorerne Hviid Århus besluttet, at tilbyde mundbind til nye patienter. Konkret betyder det, at både patient og behandler vil bære maske i forbindelse med den første konsultation hos kiropraktoreren.

Årsagen til dette tiltag, og hvorfor dette ikke tilbydes alle patienter, er grundet den længere konsultationstid, som en ny patient kræver. Hvor der for nye patienter er sat tid af til en grundig gennemgang af patientens sygehistorie (anamnese) og røntgenfotografering, er der for patienter i et behandlingsforløb ikke sat samme mængde tid af til behandling og opdatering af journal.

Som patient er man naturligvis meget velkommen til at bære maske, og vi opfordrer naturligvis til, at såfremt man føler sig utryg, at man henvender sig til klinikkens personale.

Tiltagene som beskrevet nedenfor er stadig gældende.

Med venlig hilsen

Carsten Hviid
Indehaver Kiropraktorerne Hviid

Update – 19-06-2020

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

I forlængelse af den gradvise åbning af samfunden og en tilbagevenden til normaliserede tilstande følger vi hos Kiropraktorerne Hviid naturligvis stadig Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Konkret betyder det at vi stadig:

  • Afviser alle patienter, der føler sig sløje eller udviser symptomer på COVID-19 (feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine, muskelømhed og åndenød).
  • Vi er stadig ekstra omhyggelige med rengøringen, herunder fokus på afspritning af telefoner, dørhåndtag, behandlingsborde mm. flere gange dagligt.
  • Vi henstiller til, at patienter ikke medbringer familie, venner eller pårørende til en konsultation uden særskilt aftale herom.
  • Vi sikrer, at der er håndsprit tilgængeligt ved receptionen og venteværelse til fri afbenyttelse.
  • Vi sikrer god udluftning i alle opholdsrum og behandlingslokaler.
  • Den fysiske indretning tilgodeser fysisk afstand mellem patienter, dvs. ingen stole i venteværelset placeret ved siden af hinanden, men med god afspand imellem.

Omvendt medfører en tilbagevenden til normaliserede tilstande også:

  • Vi tilpasser antallet af fremmøde-tider, og modtager nu alle former for patienthenvendelser – men selvfølgelig med sund respekt for antallet af patienter i venteværelset på samme tid.
  • At nødberedskabet sløjfes, og at klinikkens personale, inklusiv kiropraktorer, er tilstede i et normalt omfang som før krisen. Der er således ikke en opdeling af personalet, og patienter returnerer til deres sædvanlige behandler.

Såfremt du har nogen spørgsmål, kommentarer eller lignende, henvend dig gerne til receptionen eller ring til os på 86181700.

Med venlig hilsen

Carsten Hviid
Indehaver Kiropraktorerne Hviid

Indføring af nødberedskab

Kære patient hos Kiropraktorerne Hviid

I forlængelse af Statsminister Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet i Statsministeriet tirsdag aften d. 17 marts 2020 har Kiropraktorerne Hviid med øjeblikkelig virkning indført nødberedskab med henblik på at bryde Corona virussens smittekæder og sikre at sundhedsvæsenet kan opretholde kritiske funktioner, herunder fortsat kiropraktisk behandling til akutte og kritiske patienter.

I forlængelse af statsministerens pressemøde har Sundhedsstyrelsen offentliggjort en beskrivelse af, hvordan sundhedsprofessionelle, herunder kiropraktorer, skal forholde sig, og hvilke patienter der kan modtages under COVID-19 nødberedskab.

Hvilke kiropraktor patienter kan modtages på klinikken?

I Sundhedsstyrelsens beskrivelse fremgår det, at kritiske funktioner i sundhedsvæsenet skal opretholdes.
For kiropraktorpraksis gælder derfor at følgende patienter kan modtages:

  • Behandlingskrævende tilstande såsom akutte smertetilstande herunder fx rygsmerter og bækkenløsning
  • Igangværende behandlingsforløb hvor udsættelse vil medføre forværret behandlingsresultat herunder funktionsevnetab

Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer viser stor tillid til, at sundhedssektoren kan efterleve myndighedernes hygiejnekrav og anbefalinger.

Som sundhedsprofessionelle tilhører de ansatte en særlig risikogruppe, hvorfor det selvfølgelig ligger Kiropraktorne Hviid på sinde at honorere denne tillid. Konkret betyder det, at vi som kiropraktorer tager en lang række forholdsregler, førend vi tager en patient ind, hvad enten denne er ny patient eller denne allerede er i gang med et behandlingsforløb.

Tiltag for håndtering af COVID-19

For at vi hos Kiropraktorne Hviid hverken udsætter os selv eller de århusianske patienter for smitterisiko, har vi derfor, foruden ovennævnte, iværksat følgende tiltag:

  • Alle patienter gennemgår grundig telefonvisitation.
  • Ingen patienter modtages ved fysisk fremmøde uden telefonvisitation.
  • Vi afviser alle patienter, der føler sig sløje eller udviser symptomer på COVID-19 (feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine, muskelømhed og åndenød).
  • Vi planlægger med færre fremmøde-tider (”booker med luft imellem”) så antallet af patienter i venteværelse på samme tid mindskes.
  • Vi sikrer at der er håndsprit tilgængeligt ved receptionen og venteværelse til fri afbenyttelse.
  • Vi sikrer god udluftning i alle opholdsrum og behandlingslokaler.
  • Ansatte med symptomer på sygdom kommer ikke på arbejde.
  • Den fysiske indretning tilgodeser fysisk afstand mellem patienter
  • Vi vægter oprettelse af kritisk funktion over smitterisiko.
  • Vi er ekstra omhyggelige med rengøringen, herunder fokus på afspritning af telefoner, dørhåndtag, behandlingsborde mm.
  • Får kiropraktoren mistanke om COVID-19, vil patientens konsultation blive afbrudt. I så fald rådgives patienten om forholdsregler jf. Sundhedsstyrelsen gældende retningslinje for håndtering af COVID-19.
  • Klinikkens personale opdeles, så kiropraktorpraksis passes mandag og torsdag af kiropraktor Carsten Hviid assisteret af sekretær 1, og tirsdag og fredag af kiropraktor Lisbeth Uggerholm assisteret af sekretær 2. Onsdag (kort dag) passer Carsten Hviid praksis uden sekretær. Under nødberedskab kan vi ikke garantere en tid hos din sædvanlige behandler.

Ovennævnte vil være i kraft, indtil Sundhedsstyrelse giver nye instrukser. Vi følger med andre ord situationen løbende og vil straks melde ud, hvis der sker ændringer i ovenstående.

Opdateret 17-03-2020.

Generelle forholdsregler for håndtering af COVID-19

Desuden opfordrer vi alle til at følge rådene på coronasmitte.dk

Hvis du er rask – beskyt dig selv for at beskytte andre

  • Følg rådene om håndvask og håndsprit. Vis hensyn og begræns fysisk kontakt og sociale aktiviteter.
  • Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse – bliv hjemme, indtil du er rask
  • Hold afstand til dine nærmeste, og undgå kontakt med andre uden for hjemmet.
  • Hvis du har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller er syg over flere dage – ring til lægen
  • Ring først og mød ikke op i venteværelset, da du kan smitte andre.

Beskyt dig selv og andre

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn

Med venlig hilsen

Carsten Hviid
Indehaver Kiropraktorerne Hviid